BT
Onsdag d.7. August. 2002

Rejsende i stemninger

Medaljens bagside: Bluesmusikeren Dan Klarskov fik masser af ros
for sit første album. Men ikke ret meget andet. Alligevel lever
og ånder han forsat for sin musik

Af Steffen Jungersen

"Samtidig med fem kasketter - pladeselsskab, booking, promotion, kapelmester og komponist - skal jeg slås med en økonmi, hvor man ikke kan slippe fri af dagpengesystemet.
Man synes jo ellers, man gør en indsats, som burde kunne lønne sig selv. Men det gør den altså ikke. Jeg vil ikke være rig. Jeg vil bare gerne være uafhængig."

For godt tre år siden fik bluesguitaristen Dan Klarskov fra Amager noget, man umiddelbart ville mene burde være en gevaldig hestesko
op på den grønne gren.
Hans første album, "Dan Klarskov & The Honeydrippers", blev rost
til skyerne af Bruce Iglauer, direktør på det estimerede bluesselskab Alligator Records i Chicago. Dertil fik pladen en flot anmeldelse i det førende amerikanske bluesmagasin "Living Blues" og opnåede masser
af spilletid på USA's største bluesradio-network.

Som man kan læse ud af indledende citat gav al den fine omtale imidlertid ikke Klarskov andet at tygge på end ordene.
Han har da også svært ved at svare på, om han overhovedet har
fået noget ud af de fine skudsmål dengang i 1999.
"Godt spørgsmål. Det medførte selvfølgelig en masse festival jobs herhjemme, men det første, man tænkte, var selvfølgelig, at nu kommer man på et stort pladeselskab, og så kører det.
Men det var ikke tilfældet," smiler en afklaret Dan Klarskov.

Mangler Backup
"Der foregår nogle meget klare beregninger, tror jeg.
Skal man optages på større selskaber i USA, kræver det lange turneer over hele USA, og det kan jeg simpelthen ikke klare uden backup
fra selskaber herhjemme, og derfor har jeg ikke kunnet følge op på
den ros fra USA."

Hèr kan læseren berettiget spørge sig selv eller snarere overtegnede, hvorfor i h….. man nu skal trækkes med endnu en træls tragedie
om endnu en musiker, som endnu en gang har fået røven rundbarberet af de ufølsomme fæpander i musikbranchen?
Jamen, det skal man, fordi det ikke er nogen tragedie.
Fordi Dan Klarskov ikke er bitter og hellere vil gå for lud og koldt vand end uden sin musik.
Og selvsagt fordi Klarskov er meget dygtig til dèt, han laver.

"Min mission er at tage folks blues-mødom, som jeg plejer at sige.
At spille for folk og røre dem, så de opdager,
at de godt kan lide blues," siger han.
"Da jeg var 16 år og ikke anede, hvad jeg skulle med mit liv, oplevede jeg Champion Jack Dupree live. Hèr sad den her 75 - årige mand og spillede og havde det åbenlyst godt med at gøre folk glade, og han rørte dem altså.
Dèr besluttede jeg simpelthen, at der var dèt, jeg ville gøre resten af mit liv."

Klarskovs seneste album hedder "The Blues Is A Feeling".
Værd at bide mærke i, fordi Dan Klarskov er blevet rejsende i stemninger og følelser. En vanedannende beskæftigelse og forklaringen på, at han altid vil spille videre - al verdens økonomiske modgang upåagtet.
"I det øjeblik man bliver afhængig af at give de følelser væk, man giver væk via bluesmusikken, så er man til hver en tid parat til at leve økonomisk usikkert. Og når du rører folk følelsesmæssigt, så glemmer de dig ikke igen," forklarer Klarskov.

"Hvis vi ikke kommer ud og spiller og kan give de følelser væk, bliver vi jo frustrerede. Vi har behov for at give de følelser væk.
Når jeg siger "The Blues Is A Feeling", handler det også om at bearbejde sine egne følelser gennem musikken. Som hèr på det seneste, hvor jeg har skrevet en sang til et nært familiemedlem,
som har fået kræft. Men det er det behov for at give andre noget gennem musikken, som driver mig."

Svære følelser
Når man oplever den venlige og meget talende Klarskov glødende engageret tale om sin musik og det at bearbejde de følelser, han gang på gang vender tilbage til, får man en fornemmelse af, at Dan måske selv engang har haft nogle følelsesmæssige problemer, som det krævede mere end blot the blues at bearbejde.
"Jeg har aldrig tidligere fortalt det hèr i medierne, men jeg vil være ærlig og sige, at jeg har haft problemer," siger Klarskov.
"Jeg har altid lagt et kolossalt engagement for dagen. I mine tidlige teenageår var jeg næstformand i en elevorganisation, hvor jeg rejste landet rundt og holdt foredrag på alle skolerne, og senere blev jeg meget engageret som fredsvagt i Next Stop Nevada."

Gik ned med flaget
"Men det store engagement i tingene gjorde, at jeg gav mere, end jeg havde. I en periode i mit liv, hvor jeg skulle udvikle min identitet, havde jeg ikke tid til det. Jeg var engageret som tre fuldvoksne fagforeningsfolk. Så jeg røg ned med flaget og måtte have hjælp. Jeg var to måneder på Københavns Amtssygehus (psykiatrisk afdeling, red.).
Den slags er der ingen grund til at holde hemmeligt, for det gør det bare endnu sværere for dem, der er i det, og deres familier."
Dan Klarskov tøver lidt og forsætter så:
"Der var ingen kræfter, intet overskud tilbage. Jeg var brændt over på midten. Efter de to måneder i behandling gik der et år med restituering, hvor jeg kæmpede mig tilbage i fred og ro med hjælp fra familien."

Tage vare på sig selv
"Jeg fik dèr et meget erfarent forhold til følelser og den balance, som er så vigtig, hvis man er et engageret menneske.
At man lærer at tage vare på sig selv, at være i balance og at give andre mennesker plads også.
Det er vigtigt for mig at sige, at det hèr er over ti år siden, men jeg lærte noget om mine egne og andres følelser, om begrænsninger,
om indlevelse og balance, som mange andre mennesker aldrig lærer."
På den led er det til at forstå, at Dan er god til at spille the blues,
som i højere grad end nogen anden musikstil tager udgangspunkt i følelser. Hvor god han er til det, kan man bl.a. opleve på Skanderborg Festival fredag aften.

BT på internettet

 

|Previous 5 |Previous |Next |Next 5 |
|Random |List|

Comments on this page please contact Webmaster.
Copyright by
Dan Klarskov 1998-2001.
Page updated
08. januar 2001