cllogo.jpg (4289 bytes) danban.jpg (8575 bytes)
BLUES AT DEXTER
2001 CD
DEBUT CD
ABOUT ME
WHY THE BLUES
PRESS
PICTURES
AUDIO
VIDEO
BOOKING
CALENDAR
BLUES IN SCHOOL
LINKS
MAIL
 

 

Ballerup Bladet , Tirsdag 7. September 1999.

Blues er hans liv

Portræt:

Dan Klarskov voksede op i Ballerup, spillede guitar i fritiden, blev ungdomspolitiker og uddannede sig siden til maskintekniker - men så blev han besat af blues-musikken. Hans cd har høstet flotte amerikanske roser, selv om den danske pladebranche ikke vil vide af ham.

Af Jakob Hassing

Tanken om en dag at blive professionel musiker stod sikkert Dan Klarskov fjernt, da han var barn og helt ung i Ballerup. Det var måske snarere en fremtidig tilværelse som politiker, han forberedte sig på, da han blev elevrådsformand på Hedegårdsskolen og formand for fælleselevrådet i kommunen - foruden andre tillidshverv.

Dan havde ikke interessen for politik fra fremmede, eftersom hans far Finn Klarskov Jensen repræsenterede det nu hedengangne Danmarks Kommunistiske Parti i kommunalbestyrelsen i Ballerup gennem otte år. Faderen er siden flyttet fra Ballerup, men er stadig lærer på Metalindustriens Fagskole.

Selv blev Dan fredsvagt i Next Stop Nevada-projektet og rejste gennem staterne. Og han engagerede sig i unges uddanelses- og beskæftigelsesmuligheder.

Men musikken vandt over alt andet, da han en efterårsdag i 1985 hørte blues-musikeren Kenn Lending i København. End ikke en uddannelse som maskintekninker (taget på Metalindustriens Fagskole i Ballerup i begyndelsen af halvfemserne) kunne holde Dan Klarskov fra blues-musikken, og med rosende anerkendelse fra toneangivende amerikanske blues-eksperter til hans første cd i bagagen, er den 30-årige sanger og guitarist klar til at erobre nyt land.

"De musikoplevelser, der har rørt mig så dybt, har bevirket, at mit fornemste mål er at røre andre mennesker lige så dybt. Jeg har behov for at give min musik væk," siger Dan, der i dag bor på Amager og blandt talrige jobs spillede på Jonstrup Jazz Festival i august.

På sin vis er Dan Klarskov et resultat af velfærdsstatens kulturpolitik - og dog skal der mere til, ikke mindst talent, ambitioner og viljestyrke - hvis man skal slå igennem som professionel musiker.

Guitar fra kommunen
Da han var 11, lejede Dans mor en guitar til ham gennem kommunen, og han gik til sang og guitarspil på Hedegårdsskolen. Det udviklede sig til en levende interesse for ikke mindst rytmisk musik, og nogle år efter fik han den skelsættende oplevelse med Kenn Lending. Blues-stedet Rådhuskroen i København (nu kaldet Mojo) blev hans andet hjem, som han selv udtrykker det.
"Jeg var vild med de jam sessions, vi havde, og var med hver torsdag 17 måneder i træk," fortæller Dan.

Sjælden ros
Mens han i de danske medier blev ignoreret, modtog Dan begejstrede breve fra USA. Bruce Iglauer, direktøren for verdens førende blues-pladeselskab, Alligator Records, priste ham for, at han forholder sig til blues-traditionen uden at imitere. I dét musikalske univers er det en sjælden og meget fornem anerkendelse.
"The whole album is something you should be very proud of. Thanks of sharing the good music with me," skriver Iglauer.
Og på en radiostation i Montana lå han en overgang på førstepladsen foran legenden B.B. King på listen over de mest spillede plader.

Med på pladen er danske jazzmusikere som trombonisten Ole "Fessor" Lindgreen, bassisten Hugo Rasmussen og tenorsaxofonisten Anders Gaardmand, og Dan Klarskov bevæger sig da også i grænselandet mellem blues og jazz. Eksempelvis har han et nummer af Louis Armstrong med, "Back O`Town Blues".
"Danske musikere har generelt et højt niveau, men de bør tænke mere internationalt. Det nytter ikke, at dygtige musikere bebrejder sig selv, at de ikke sælger mere end de gør. I stedet skulle de vende blikket mod udlandet, for trods alt er Danmark et lille område at operere indenfor," siger Dan Klarskov, der ikke lægger skjul på, at han har satset alt økonomisk på sit pladeprojekt og ikke har landets højeste levefod - snarere tværtimod. Men ikke alt kan gøres op i penge.

Discount-kultur
"Vores kultur går i retning mod at blive en discount-kultur. Det er effekter, man går efter snarere end dybder, og jeg synes, der er meget musik, der ikke rører de dybder, som mange mennesker gerne vil nå."
På cd'ens medfølgende booklet gør Dan Klarskov meget ud af at fortælle numrenes oprindelse. Kun ved at studere og nærlytte klassikerne kan en musiker blive ved med at udvikle sig og finde inspiration. Især er han påvirket af den amerikanske guitarist T-Bone Walker, som i 30'erne og 40'erne brugte elementer af jazz i sin bluesmusik.

Helt i tidens ånd har Dan Klarskov en hjemmeside på internettet, hvorfra man kan bestille et - signeret - eksemplar af cd'en. Siden har i ørvrigt fået en pris - en Blues Web Award.

Dan Klarskov satser på at sende pr - materiale til festivaler i USA, og hvis økonomien tillader det, er det tænkeligt, at han udsender endnu en cd om halvandet års tid.

Herhjemmer har han medvirket på festivaler og spiller sine jobs med den faste gruppe. Han kan fremdeles høres i København.

Det er et langt sejt træk at blive kendt, hvis man ikke vil nøjes med at synge "Doobi doobi du", men Dan har allerede været i radioens P3, God morgen Danmark på TV2 og TV Lorry.

Hvis han kan slå igennem i udlandet, måske endda i det store og blues-orienterede USA, kan han være den, der baner vejen for andre. "Jeg har det sådan, at hvis jeg får succes, vil de der kommer efter mig få det nemmere. "

Billedetekst:
For at få udgivet en plade har Dan Klarskov selv måtte betale 130.000 kroner - til gengæld har toneangivende amerikanske blues-eksperter rost ham i høje vendinger.



Back

Comments on this page please contact Webmaster.
Copyright by
Dan Klarskov 1998-99.
Page updated June.7 1999.