cllogo.jpg (4289 bytes) danban.jpg (8575 bytes)
BLUES AT DEXTER
2001 CD
DEBUT CD
ABOUT ME
WHY THE BLUES
PRESS
PICTURES
AUDIO
VIDEO
BOOKING
CALENDAR
BLUES IN SCHOOL
LINKS
MAIL
 

 

BT
Onsdag 10.februar 1999.

Blues som selve livet

Af Steffen Jungersen

Danske Dan rost til skyerne af amerikanerne
Der kom et brev til den 29 årige bluesguitarist Dan Klarskov fra Amager. Brevet var fyldt med mange rosende ord om Dan Klarskovs debutalbum "Dan Klarskov & The Honeydrippers", og det var ikke hvem-som-helst, der havde skrevet brevet. Afsenderen var nemlig Bruce Iglauer fra verdens mest berømte blues-pladeselskab, Alligatior Records i Chicago. I måske den sidste tilbageværende musikgenre, hvor de involverede stadigvæk ser på den musikalske kvalitet, før de vurderer produktets evne til at generere roterende dollartegn i øjnene på pladeselskabets bestyrelsesformand, svarer et ridderslag fra Bruce Iglauer noglenlunde til, at cheftræneren i AC Milan gider lægge vejen forbi et dansk lilleputhold for at give et par rosende ord med på vejen. Dan Klarskov, som for egne 100.000 kroner har bekostet sin plade med så fine musikere som bassisten Hugo Rasmussen, trombonisten Ole "Fessor" Lindgreen, tenorsaxofonisten Anders Gaardmand og pianisten Hans knudsen, er da også forståeligt stolt. "Det er jo min første plade nogensinde, og faktisk har jeg brugt 20.000 kroner på bare at sende den til Gud og hvermand i USA, og det har selvfølgelig været en stor opmuntring at få komplimenter fra de rigtige steder," siger Dan Klarskov.

Rosende anmeldelse
Udover de rosende ord fra Iglauer har Dan oplevet, at hans plade har opnået førstepladsen på USAs største bluesradio-networks playlist foran folk som B.B. King og Evin Bishop. Dertil kommer en meget rosende anmeldelse i USAs førende bluesmagasin "Living Blues". Jeg tog selv til USA med min plade i hånden, da jeg var færdig med den sidste sommer, og jeg fik bl.a. lov at spille med den kendte Chicago-musiker Vance kelly, som i spøg sagde, "at mine numre var gode nok til at stjæle," smiler Dan, som føjede endnu en fjer til hovedprydelsen, da han blev accepteret og rost af det benhårde sorte publikum på én af Chicagos mest legendariske bluesklubber, The Checkerboard Lounge, som i øvrigt i sin tid blev startet af legendariske Buddy Goy. Dan Klarskov spiller sin blues inspireret af amerikaneren T-Bone Walker, som i 40'erne og 50'erne gjorde sig bemærket ved at spille sin musik med jazzmusikere i backinggruppen. Det samme gør Dan Klarskov. "Det er jo den rene legeplads at spille blues med jazzmusikere, for vi har fandme jazzmusikere i absolut verdensklasse her i Danmark," ivrer Dan Klarskov, som ikke et øjeblik er i tvivl om, at hans musik appellerer til alle musikelskere - blot de gider give den en chance.

Ærlig musik
"Jeg har spillet for de hårdese motorcykelblubber, og jeg har spillet for suppe-steg-og-is publikummet på færgen "Sjælland", og på begge sider har folk godt kunne lide det, jeg laver. Og jeg har oplevet unge piger på en 16-17 år sige, at hvis det, jeg laver, er blues, så kan de sgu godt lide blues. Det er ligesom med mad - hvis det bare er lavet ordentligt, så kan alle også lide det." Dèt, Dan laver, er blues - så sofistikeret, smagfuldt og jazz-elegant det end er. " Blues rører mig indeni, og hvis jeg er heldig, kan jeg røre andre med den musik, som jeg selv er blevet det. For mig at se er blues den mest direkte, jordnære og ærlige musik, der findes," siger Dan. "Som musiker er det en stor glæde at se, hvordan tilhørerne kan opleve noget nyt følelsesmæssigt ved hinanden, når man skaber den stemning, man kan skabe med bluesmusik."

Lever på en sten
Skulle læseren have lyst at opleve Dan Klarskov stemning selv, så er "Dan Klarskov & The Honeydrippers" indtil videre nemmest at skaffe, hvis man søger på navnet " Dan Klarskov " på Internettet. Ellers må man i lighed med Dan selv håbe, at Bruce Iglauers rosende ord også på et tidspunkt udløser en pladekontrakt. "I øjeblikket lever jeg på en sten, men jeg er meget stolt over og glad for, at jeg kan lave det, jeg vil. Men det skal nok komme - der er et kæmpe-potentiale for bluesmusik, og jeg fornemmer, at interessen hele tiden er stigende."

 

|Previous 5 |Previous |Next |Next 5 |
|Random |List|

Comments on this page please contact Webmaster.
Copyright © by
Dan Klarskov 1998-99.
Page updated
14. juni 2000