cllogo.jpg (4289 bytes) danban.jpg (8575 bytes)
BLUES AT DEXTER
2001 CD
DEBUT CD
ABOUT ME
WHY THE BLUES
PRESS
PICTURES
AUDIO
VIDEO
BOOKING
CALENDAR
BLUES IN SCHOOL
LINKS
MAIL
 
Jyllands Posten 
Tirsdag 1. August, 2000.


Klar kærlighed 
Af UFFE CHRISTENSEN 
At være i tæt kontakt med egne og andres følelser er centralt i Dan Klarskovs tilværelse. Derfor ikke tilfældigt, at hans musik blev blues-musikken. Hans debut-CD fik for et par år siden en pæn modtagelse herhjemme, men det var for intet at regne i forhold til den positive modtagelse, pladen har fået i blues-musikkens eget land: USA

Hele dette album er noget du kan være stolt over. Tak fordi du delte den gode musik med mig. Bruce Iglauer, chef for Alligator Records, Chicago Al den klare blå regn - alle disse tunge grå skyer, der vandtunge spærrer for udsynet til varm sommersol, er stærkt vanedannende.

Man bøjer nakken, sådan en eftermiddag i Århus, hvor den internationale jazzfestival trods alt har formået at blæse et par flossede huller i skydækket.

Med udsigt til sorte skosnuder slentrer jeg hen over Store Torvs blanke brosten.

"Swing your blues away"

Står der under billedet på det Go Card, som et par sekunder klemmer sig ind imellem min sål og brostenene.

Jeg standser. Kigger op. Og lytter.

»Der findes en dansk blues-musiker, der har spillet blues lige så længe, som jeg har levet: Troels Jensen«, siger knøsen fra teltscenen og kaster sig sammen med sit band ud i samme Hr. Jensens "Take Your Hat And Leave".

Trods alle de odds, en yngre alt andet end konventionel dansk blues-musiker måtte have imod sig, så er det lige præcis det, den 31-årige Dan Klarskov ikke har tænkt sig at gøre.

At tage sin hat og gå.

»Jeg er kommet for at blive!«

Siger han, da vi nogle dage senere mødes i hans private Danland - en lille tætpakket lejlighed på Amager, hvor han tager imod iført blues-sort og Texas-slips. Stuen er fyldt med plader, kassettebånd og bøger.

I hjørnet står hans store kærlighed - Fender Stratocaster-guitaren - og sender sine vibrationer til den smukke håndbyggede akustiske guitar, der hvilende i det modsatte hjørne lyder navnet "Svalen".

»Ja, jeg er kommet for at blive, og det, der motiverer mig, er, at jeg er i stand til at hensætte folk i en bestemt stemning gennem min blues, der jo er så stærkt baseret på netop følelser. Generelt er musikken universel og langt større end vi mennesker. Derfor må du være meget ydmyg over for dit talent", siger han og tager en tår af sin kolde Coca Cola.

Ydmyghed er ellers ikke lige det, man forbinder med Dan Klarskov, der brugte det meste af 1999 på ihærdigt at markedsføre sin debut-CD - "Dan Klarskov And The Honeydrippers" - der udkom i 1998 på hans eget pladeselskab Clearwood Records. En personlig markedsføring, der af mange i bedste fald blev oplevet som sjældent vedholdende - i værste fald som påtrængende og irriterende. Under alle omstændigheder brugte Dan Klarskov en markedsførings-strategi, der ligger lysår fra, hvad man er vant til i satte blues-kredse.

»Jeg har fået mange kommentarer, og jeg har noteret, at der blandt de ældre etablerede blues-musikere spores en vis bitterhed over, at det ikke var dem, der optrådte så meget i medierne sidste år. De tror nemlig, at det er medierne, der kommer til mig, men sådan er vilkårerne ikke for en bluesmusiker i lille Danmark. Du må gøre opmærksom på dig selv. Ellers sker der ikke noget", siger Dan Klarskov med sin lidt monotone stemme, der alene kryber nogle toner op, når har tager fat på et nyt emne.

Og dem har han mange af.


Klar formulering
I sin pure ungdom var Dan Klarskov, der er opvokset i et intellektuelt og politisk venstreorientret skilsmisse-hjem i Ballerup, stærkt engageret i ungdomspolitisk arbejde og i fredsbevægelsen, og sideløbende med dette tog han fat på en uddannelse som maskintekniker, men så sprang kæden pludselig af: 

»Jeg var i USA som fredsvagt i "Next Stop Nevada"-projektet, og her gik det op for mig, at jeg altid havde brugt en masse tid og kræfter på alle andre end mig selv. Jeg røg ind i en nedtur, der varede et års tid, inden jeg var klar til at starte forfra på min uddannelse, som jeg gennemførte. Jeg ville - overfor mig selv - bevise, at jeg kunne, men på det tidspunkt var jeg allerede klar over, at min fremtid lå i blues-musikken."

Dan Klarskov begyndte at spille som 11-årig. På en guitar, som hans mor havde lejet. I hjemmet spillede man blandt andre plader med Jimi Hendrix, Eric Clapton og Little Feat. 

»Det var især det mest blues'ede, der optog mig, og den fascination førte mig tilbage til blues-musikere som Buddy Guy, Albert Collins og B.B. King. Jeg hørte lidt T-Bone Walker, men brød mig ikke dengang meget om hans ofte jazzede indfalds-vinkler. Siden er T-Bone Walker blevet mit største forbillede, og jeg ejer alt, hvad han nåede at indspille«, fortæller Dan Klarskov, hvis flirt med blues-musikken forvandledes til brændende kærlighed, da han i midten af firserne hørte Kenn Lending spille på en Land & Folk-festivalen i Fælledparken i København.

»Hans musik rørte noget dybt inden i mig, og ret hurtigt derefter fik jeg min gang på blues-spillestedet Rådhuskroen (nu Mojo.red.). Jeg lærte Kenn Lending at kende. Han gav mig undervisning og en aften, da han under en jamsession gik rundt blandt publikum og spillede, gav han mig pludselig sin guitar. Jeg spillede som besat, og bagefter sagde Lending: »Du kan spille hvad du vil, men glem ikke at spille lidt blues. Du har det i dig«. De ord tog jeg til mig, og siden har jeg ikke spillet andet end blues«.

Klarskov spillede i en periode i bandet Junior N` Brown, men fortsatte siden som solist med en del af bandet som backing. Resten af bandet blev siden til hitliste-stormende Zididada.

Han nikker ivrigt, da jeg forsigtigt spørger, om det er i orden at tænde en cigaret. Selv ryger han ikke, men opfatter ikke selv sig som asket.

»Men jeg drikker aldrig før en koncert. Under selve koncerten kan jeg godt finde på at nyde et godt glas cognac, men ikke mere. Min musik er meget følelsesbetonet, og skal jeg ud over scenekanten, må jeg være 100 pct. til stede. Det kan ikke lade sig gøre, hvis du er beruset. Jeg ville heller ikke være åben for det feedback fra publikum, som betyder så meget for mig«, smiler han, skyller efter med sin læskedrik og aflører, at han - inden han tager af sted til en af sine mange koncerter - har et ganske bestemt ritual. 

»Inden jeg skal af sted, tænder jeg et stearinlys, putter et ganske bestemt bånd i maskinen og sætter mig godt til rette i stolen«, fortæller han og nikker hen mod gyngestolen og fodskamlen. Og for at anskueliggøre rejser han sig og starter båndmaskinen. Sekundet efter fylder tonerne fra Jimmy Witherspoons "Nobody's Business" stuen.

»Fyldt af stemningen og musikken dvæler jeg ved forskellige væsentlige oplevelser i mit liv. Får fat i følelserne, som langsomt fylder mig. Inden koncerten taler jeg ikke meget, men i det sekund, jeg går på scenen, åbner jeg for alle disse følelser og kan give mig selv helt«.

Dan Klarskov er generelt et meget følelsesdirigeret menneske og citerer meget gerne fra David Colemann's "Følelsernes Intelligens". Colemann fæstner sig mere ved menneskets EQ end IQ. E'et står for emotional - følelsen.

»Følelsen er stærkere end intellektet. Fylder meget mere. Derfor meget vigtigt, at du altid er i kontakt med dine egne følelser. Ligeså vigtigt, at du hele tiden prøver at forstå og leve med i andres følelser«, siger han og kunne givet have talt om følelsernes intelligens i timer, men han vender som det naturligste i verden tilbage til sin blues.

»Blues-musikken er ideel til at udtrykke sine følelser igennem. I de første mange år brugte jeg guitaren, men har nu erkendt, at sangen er det vigtigste. Ordene og deres betoninger. Det er omkring sangen, det hele bygges op.«


Sangen
Her rammer Dan Klarskov noget, der har fået flere anmeldere til at spidse pennen. Hans stemme er ofte blevet karakteriseret som alt for pæn og glat til blues. 

»Hvorfor skulle jeg anstrenge min stemme og synge, som om jeg havde røget og drukket for meget? Det ville jo ikke være mig. Jeg udtrykker mig med den stemme, jeg har. De, der kritiserer dette, har en al for snæver opfattelse af, hvad blues-musikken er«, siger han.

Da han efter mange måneders seriøs forberedelse i 1998 selv udsendte sin debut-CD, der bestod af en stribe klassiske blues-sange, som han selv bearbejdede, blev han fra Ekstra Bladet udsat for et frontalt angreb ledsaget af en enkelt anmelder-stjerne.

»Den anmeldelse ramte mig meget hårdt. Den var barsk og sårede mig dybt. Det værste var, at jeg faktisk troede på den. Lige indtil den morgen, da jeg modtog et brev fra selveste Bruce Iglauer fra Alligator Records, som jeg havde sendt pladen til. Han roste min plade, og jeg genvandt troen på mig selv og mit eget værd. At forfølge egne mål er for mig vigtigere end, hvad andre mener om mig og min måde at gøre tingene på«, siger han, og som han sidder der ved bordet, udstråler han netop selvtillid og kampvilje.


Amerikansk begejstring
Da debut-pladen var indspillet sendte han den til et pladeselskab, der sagde nej tak med den begrundelse, at den var for blues'et. Det tog Klarskov som et kompliment og rejste selv penge til at udgive pladen. Han sendte den siden til over 300 medier, radiostationer og pladeselskaber i blandt andet Danmark og USA. Herhjemme blev pladen - med nævnte undtagelse - modtaget pænt. Fra USA var responsen forbløffende positiv. Mange andre end legendariske Iglauer faldt for pladen, der også opnåede at blive månedens mest spillede på en blues-radiostation i Montana. Foran B.B. King.
  (Blues Playlist her

»Jeg har muligheder i USA, men som Iglauer har sagt til mig, skal jeg udgive i USA, så skal jeg turnére hyppigt derovre. Det er jeg ikke klar til endnu. Jeg koncentrerer mig om det skandinaviske blues-marked, som er i voldsom udvikling i disse år. Alene i Norge er der på blot 18 måneder åbnet 60 nye bluesklubber, og i år regner man med, at der bliver solgt 200.000 billetter til blues-koncerter i Norge.«

Så langt er vi endnu ikke i Danmark, men Dan Klarskov har en stålfast tro på fremtiden og fremhæver de solide blues-miljøer i København, Århus og Odense.


Plade nummer to
Indspilning, udgivelse og markedsføring af debut-pladen løb op i omkring 130.000 kroner. Pengene er ved at være tjent ind igen via salg af pladen, der kun i begrænset omfang er solgt fra pladeforretninger. Hovedparten har han selv solgt via sin hjemmeside på internettet, hvis gæstebog i øvrigt bugner af anerkendelse fra ind- og udland. 

»Jeg regner med at være klar til en ny udgivelse næste år, og denne gang udgiver jeg også sange, som jeg selv har skrevet«, lover han, og tilføjer, at det, han oplever som succes med sin første plade, også har åbnet nye perspektiver i hans tilværelse.

»Jeg har ikke haft tid eller overskud til at engagere mig i et parforhold. Karrieren har været det vigtigste for mig. Men eftersom tingene jo kører ganske godt, har dette ændret sig. Jeg har en kæreste i Odense og vi er i i øjeblikket ved at finde ud af, hvordan vi praktisk kan flytte sammen«, smiler han og virker i den grad som et menneske, der er i harmoni med sig selv og sine idealer..

Hvad laver du den 28. maj 2010?

Han sender mig et spørgende blik og noterer datoen på en blok, der ligger på bordet. Smiler, da jeg erindrer ham om, at denne dato kunne hans største forbillede, T-Bone Walker, have fejret sin 100-års fødselsdag

»Om ti år ser jeg mig selv som etableret blues-navn. Spiller for 20 mennesker i en lille klub og spiller for tusinder på festivaler. Jeg er fast forankret i det skandinaviske blues-miljø, og jeg lever godt af min musik. Jeg har børn. Er i harmoni med mig selv og mine omgivelser. Jeg har det i disse år godt med at se, hvordan de gamle blues-drenge bliver ældre, men stadig har masser af gejst. Det har jeg også efter, at jeg har passeret de 40«, lover han.

Og man kan ikke andet end tro ham.

uffe.christensen@jp.dk

Jyllands Posten på Internettet 

 

|Previous 5 |Previous |Next |Next 5 |
|Random |List|

Comments on this page please contact Webmaster.
Copyright © by
Dan Klarskov 1998-2001.
Page updated
17. april 2005